Sundhedsmyndigheder har åbnet ladeporten for manglende kontrol af fremtidige mRNA "vacciner"

Af Jeanne A. Rungby, Speciallæge.

Billede af Vecteezy/Margarita Vias.

Både producenter og sundhedsmyndigheder har svigtet i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser for COVID-19 mRNA produkterne.

En gruppe højt specialiserede forskere har udarbejdet en systematisk gennemgang (Oldfield et al) af hvilke studier, der burde være blevet udført forud for godkendelsen af Pfizers genterapi baserede såkaldte vacciner(1).

Rapporten er helt ny og publiceret i det amerikanske tidsskrift for læger og kirurger (1). Rapportens fund bekræfter NORTHgruppens oplistede bekymringer, sendt til statsministeren, sundhedsministeren og det danske folketing den 25. november 2024(2).

Er der tale om vacciner?

Det første problem forfatterne påpeger er at Pfizer og andre producenter har fået lov at kalde dette mRNA-produkt »vacciner«. Ved at anvende dette trick (en omdefinering af vacciner) har de kunnet få produktet godkendt uden at opfylde de krav, der er gældende for genterapi baserede produkter. Der gælder traditionelt andre mildere regler for vacciner end for andre typer af invasiv medicin, herunder genterapi.

Der er dog en lang række forskelle imellem traditionelle vacciner og dette produkt. Dette er illustreret i artiklens tabel 1. Det fremgår med tydelighed, at mRNA vacciner adskiller væsentligt fra traditionelle vacciner.

I artiklen oplistes herefter hvilke undersøgelser der burde være blevet udført præklinisk:

Farmakokinetiske og farmakodynamiske studier af spikeproteinet (det aktive stof).

Der blev ikke udført undersøgelser af, hvad kroppen gør ved det kodede spikeprotein ej heller hvordan spikeproteinet virker på væv og organer. Spikeproteinet produceret af modRNA var allerede kendt for at være toksisk (giftigt) via naturlig SARS-CoV-2-infektion. Derfor burde sundhedsmyndighederne have sat foden ned og forlangt disse studier udført..

I Pfizer/BioNTechs BNT162b2 Modul 2.4. Ikke-klinisk oversigt,8, s. 17 hedder det:

Der er ikke udført farmakokinetiske undersøgelser med BNT162b2, og de anses generelt ikke for at være nødvendige for at understøtte udviklingen og godkendelsen af vaccineprodukter til infektionssygdomme (WHO, 2005; WHO, 2014).

De prækliniske undersøgelserne var således designet til at give data, der var utilstrækkelige for sådan en ny type »vaccine«.

Hvorfor rotter?

Et vigtigt aspekt ved de prækliniske studier er at de blev udført på rotter. Artsforskellene mellem rotter og mennesker er for store, til at disse studier kunne stå alene. Det ville være normalt at udføre studierne på mindst to arter (en gnaver og en ikke-gnaver-art); i dette tilfælde ville den anden art have været makak-primater (aber).

Udvælgelsen af de arter, der er brugt til disse undersøgelser, korrelerer ikke med den menneskelige fysiologi. Rotter i naturen er forbundet med mindst 55 forskellige patogen er, der kan overføres til mennesker; SARS-CoV-2 er ikke en af dem. Derfor binder deres ACE2-receptorer på cellerne ikke til SARS-CoV-2-spikeproteinet hos rotter, ej heller mus, som de er tæt genetisk beslægtet med. Det er derfor uforståeligt, at Pfizer har valgt rotter som det primære forsøgsdyr og i øvrigt ikke har suppleret med aber, som andet forsøgdyr.

Mens rotter forventes at producere neutraliserende antistoffer mod det kodede spikeprotein, vil eventuelle potentielle toksiske virkninger sandsynligvis kun skyldes LNP'erne (lipidnanopartiklerne) og ikke det ubundne spikeprotein. Specifikt ville de ikke forventes at udvise negative virkninger forbundet med spikeproteinet, da det ikke binder sig til sit ACE2-mål (recepter). Den mest relevante gnaverart ville have været den kinesiske guldhamster, som ikke blev anvendt.  Viden om hvilke forsøgsdyr der kommer mennesket nærmest kan med rimelighed forventes til stede hos de godkendende sundhedsmyndigheder.

Et uafklaret spørgsmål, som ikke fremgår klart af artiklen er, hvorvidt de prækliniske studier på rotter udført baseret på proces 1 eller proces 2. Proces 2 er den kommercielle proces. Mere om dette senere.

Biodistributionsundersøgelser mangler

Det er ikke blevet undersøgt hvor det indsprøjtede produkt ender i kroppen, herunder hvilke organer.

I Pfizer/BioNTechs BNT162b2 Module 2.5 Clinical Overview, section 2.5.2.2, Biopharmaceutical Studies, 23, p 27 er skrevet:

Vurderinger af biotilgængelighed og bioækvivalens er ikke relevante for vaccinens antigenicitet og er ikke blevet målt… Vaccineinduceret aktivering af antigenpræsenterende celler finder sted på injektionsstedet (dvs. musklen).

Pfizer/BioNTech havde således ingen idé om, hvor meget af spikeproteinet der blev dannet i kroppen (in vivo), eller hvor det efterfølgende fordeler sig i menneskekroppen. Desuden antog Pfizer/BioNTech, at modRNA-vaccinen befinder sig på injektionsstedet, og konkluderede, at der ikke var behov for at måle spikeproteinet i blodet.

Denne konklusion er ukorrekt baseret på Pfizer/BioNTechs egne biodistributionsundersøgelsesdata, der fremkom efter FDA's nødbrugsgodkendelse, hvor det blev påvist, at LNP'er blev distribueret til en række forskellige væv, sandsynligvis medieret via blodstrømmen.

Pfizer skriver at:

Distribution til leveren er sandsynligvis medieret af LNP'er, der kommer ind i blodstrømmen.

Derfor vidste både Pfizer/BioNTech og FDA på forhånd, at det var forkert at antage, at produktion af spikeprotein ville være begrænset til skuldermusklen.

Dette blev bekræftet i et efterfølgende vævsdistributionsstudie i rotter med et LNP-formuleret luciferase-kodende modRNA (ikke selve mRNA-vaccinen) med nøjagtig samme fedtsammensætning som BNT162b2. Kolesterolet i LNP'et blev radioaktivt mærket, og signalet blev herefter målt i en række organer op til (kun) 48 timer efter indgift.

Baseret på disse biodistributionsresultaterne ovenfor kan det konkluderes, at hvis Pfizers mRNA vaccine (BNT162b2) blev administreret i stedet for surrogatet, ville der sandsynligvis også ske en produktion af spikeprotein i leveren, binyrerne, milten, æggestokkene og andre steder. Selvom fordelingen af selve spikeproteinet ikke blev undersøgt, forventes den at være omfattende, da spikeproteinet har let adgang til blodstrømmen.

LNP'er udvælger visse vævstyper og transport ind i cellen, hvilket gør det nødvendigt at måle virkningerne af LNP'erne, mRNA'et og spikeproteinet hver for sig.

Derfor bør biodistributionsundersøgelser måle fordelingen af hver af disse komponenter separat og samtidigt, da der ikke altid er en sammenhæng mellem, hvor lipid nanopartikler findes i kroppen, og hvor og hvor meget spikeprotein der produceres. Disse undersøgelser blev ikke udført.

Der er ej heller udført studier der viser risici og forgiftning ved ophobning af lipid nanopartiklerne. Det er uafklaret, hvorledes kommer kroppen af med disse lipid nanopartikler.

Da lipid nanopartikler har adjuvans-lignende aktiviteter, var der behov for en grundig sikkerheds- og immunologisk vurdering og en formentlig en længere opfølgning på bivirkninger i forhold til, hvad der kræves i WHO's retningslinjer for vacciner fra 2005. Desuden er det kun omkring 1-2 % af lipid nanopartiklerne, der resulterer i en vellykket overførsel til celler, som fører til produktion af spikeprotein. Man ved derfor ikke helt, hvordan de resterende lipid nanopartikler bliver brugt i kroppen.

Andre toksikologiske undersøgelser:

Undersøgelser af genotoksicitet og carcinogenicitet betyder at man undersøger om stoffet indebærer en risiko for at de menneskelige gener ændres og om det kan fremprovokere cancer.

Pfizer/BioNTechs ikke-kliniske oversigtsdokument, afsnit 2.4.4.4., Genotoksicitet,8, s. 29 angiver:

Der er ikke planlagt genotoksicitetsundersøgelser for BNT162b2, da komponenterne i vaccinekonstruktionen er lipider og RNA og ikke forventes at have genotoksisk potentiale.

Og igen, i afsnit 2.4.4.5. Kræftfremkaldende egenskaber, siger dokumentet:

Der er ikke udført carcinogenicitetsundersøgelser med BNT162b2, da komponenterne i vaccinekonstruktionen er lipider og RNA og ikke forventes at have carcinogent eller tumorigenisk potentiale. Carcinogenicitetstest anses generelt ikke for at være nødvendige for at understøtte udviklingen og godkendelsen af vaccineprodukter til infektionssygdomme.

Selvom BNT162b2 måske ikke forventes at have genotoksisk eller kræftfremkaldende potentiale, har det kodede spikeprotein, der produceres, det. Derfor burde disse undersøgelser have været udført. Det blev de ikke.

Undersøgelser for reproduktions- og udviklingstoksicitet, skal afklare om stoffet har indflydelse på evnen til at få børn og på disse børns udvikling.

Disse undersøgelser blev udført på Wistar HanTM-rotter, en gnaverart, der er helt uegnet til toksikologiske undersøgelser i forhold til den menneskelige fysiologi. Der burde have været valgt en mere relevant art til toksicitetsundersøgelserne af rotteunger under udvikling.

En undersøgelse af fordelingen af spikeproteinet i vævet hos både moderen og ungerne ville have givet meget vigtige oplysninger om, hvorvidt BNT162b2 er egnet til at blive administreret til gravide kvinder og mødre, der ammer. Den blev ikke udført. Desuden blev hanrotter ikke undersøgt, og data om mandlig fertilitet er ukendte.

Endotoksin

Artiklen nævner ikke endotoksin, et meget potent giftstof, der er rester af cellevægge (lipopolysakkarider) fra de colibakterier, som er anvendt til at producere mRNA »vacciner« i den kommercielle proces. Endotoksiner er kendt for at give anafylaktisk shock, som er fatalt hvis ikke omgående behandling iværksættes. Det fremgår ingen steder om myndighederne har sikret og kontrolleret, at produkteter fri for endotoksiner.

Kliniske studier.

Artiklen af Oldfield et al bemærker at, da BNT162b2 ikke er en traditionel vaccine, skulle farmakokinetikken for det kodede spikeprotein (dvs. det virale antigen) have været bestemt som en del af et klinisk fase I-forsøg med stigende dosis (dosis-respons undersøgelse). Dette blev aldrig undersøgt. En fuld farmakokinetisk profil ville vise variationen i niveauerne af spike-protein produceret mellem individer. Desværre forbliver variationen ukendt.

Desuden kunne bivirkninger være blevet sammenholdt med koncentrationerne af spike-protein i blodet. Der er tale om grundlæggende undersøgelser for at forstå sikkerheden ved modRNA-vacciner.

Sikkerhed:

Fra 1. december 2020 til 28. februar 2021, en 3-måneders periode, blev der registreret 1223 dødsfald i Pfizers egne dokumenter, som blev frigivet ved dom. En så høj dødelighed efter medicinsk intervention ville have resulteret i, at ethvert andet lægemiddel var blevet taget af markedet med det samme. Derfor må man stille spørgsmålet: Hvorfor fik mRNA-vaccinerne lov til at blive brugt?

Udfaldet for 9.400 mennesker er klassificeret som »ukendt«. Hvor mange af dem døde? Der var også 6.876 personer, hvis alder ikke kunne bestemmes. Hvor mange af de 11.361, der ikke var kommet sig på tidspunktet for denne første rapport, døde efterfølgende? Var det simpelthen dårlig dokumentation, eller er der en anden forklaring? Uanset hvad burde sådanne mangler i dokumentationen af en reguleret undersøgelse have været undersøgt nærmere og resultaterne dokumenteret.

I februar 2021 var både Pfizer/BioNTech og FDA således allerede klar over, at produktet var forbundet med betydelige farer. Vaccinerelaterede bivirkninger blev dokumenteret i VAERS i et alarmerende omfang. Men COVID-19 modRNA-vacciner udråbes stadig som meget effektive af offentlige myndigheder, som opfordrer til, at så mange som muligt bliver vaccineret med de nyeste boostervacciner. I mellemtiden accepterer disse myndigheder et højere dødstal, end der ellers ville blive tolereret af en anden vaccine eller medicin. Denne dødsrate accepteres som »følgeskade« i den gode sags tjeneste. Men er antagelsen om, at COVID-19 modRNA-vaccinerne er meget effektive, overhovedet korrekt? Der er to punkter, der skal overvejes.

1. Er der endegyldigt bevis for, at COVID-19 modRNA-vaccinerne stoppede smittespredningen og reddede liv, dvs. opvejer de potentielle fordele de kendte risici?

2. Var der alternative lægemidler, der er sikre og effektive, og som er let tilgængelige til behandling af patienter, der er smittet med COVID-19?

Effektivitet

De første kliniske forsøg baseret på proces 1 blev alle stoppet tidligt og havde alvorlige fejl ved at tilbyde kontrolgruppen vaccinen efter kun få måneder. Afblindingen af placebopatienter til at modtage vaccinen blev kritiseret af forskere på grund af tabet af fremtidige pålidelige data, især hos ældre. Denne afblinding »vil sætte en de facto-standard for alle kommende vaccineforsøg«. 

I mangel af randomiserede kliniske forsøg med tilstrækkelig styrke er det derfor umuligt endeligt at påvise, at COVID-19 modRNA-vaccinerne er effektive til at reducere endemålet, mild COVID-19-sygdom. Der har ikke været noget prospektivt, dobbeltblindt, randomiseret, placebokontrolleret forsøg med COVID-19-vaccination, der har vist en reduktion i antallet af indlæggelser og dødsfald.

I denne forbindelse bør med rette nævnes et nyligt studie af Andersson et al hvori det påstås at man sidste år (2023) fandt 58 procents komparativ effekt ved covid 19 vaccinen på risiko for indlæggelse og 75 procents effekt i forbindelse med dødsfald(5). Sammenligningsgruppen kaldes »non-recipients«, hvilket kunne foranledige til at tro at der sammenlignes med uvaccinerede (placebo).

Der er derimod tale om en sammenligning mellem den gruppe som fik 5. eller 6. COVID-19 booster vaccine sammenlignet med dem som allerede havde fået mindst 4 Covid-19 injektioner et år eller mere tilbage. Forfatterne (fra SSI) har altså valgt bevidst at sammenligne med en gruppe der dokumenteret(6) er nået til den fase der indebærer negativ effekt; altså en gruppe med svækket immunforsvar, og derfor øget risiko for Covid-19. En anden ting man belejligt har undladt at inkludere i studiet af Anderson et al (3) vedr. den undersøgte gruppe er tidsrummet fra injektionen og en uge frem, hvor de fleste dødsfald og alvorlige tidlige bivirkninger traditionelt sker. Dette opfattes som data-manipulation med henblik på at opnå de konklusioner, der kan forsvare en politisk beslutning om, at myndighederne fortsat giver disse COVID-19 geneterapi-baserede vacciner til personer over 65 år, immunsvækkede og gravide.

Ligeledes har ingen gyldig ikke-randomiseret undersøgelse, der kontrollerer for tidlig multimedicinsk behandling, naturlig immunitet og progressivt mildere stammer af SARS-CoV-2, vist, at vaccination var forbundet med reduktioner i endemålet, COVID-19-sygdom. . Hvordan kan effektiviteten desuden påvises, når det nu er kendt, at disse vacciner ikke forhindrer overførsel eller forekomst af sygdommen? Endelig viste de tilgængelige undersøgelser, at enhver teoretisk beskyttende effekt af vaccination varede mindre end seks måneder (1, 6).

Alternative sikre og effektive behandlinger for COVID-19

Den 11. december 2020 udstedte FDA en tilladelse til nødbrug (EUA) for Pfizer-BioNTechs COVID-19-vaccine til distribution i USA.

”For at FDA kan udstede en EUA, skal der ikke være noget passende, godkendt og tilgængeligt alternativ til kandidatproduktet til diagnosticering, forebyggelse eller behandling af sygdommen eller tilstanden.” 

Tidligt i COVID-19-pandemien var der imidlertid overvældende beviser for, at Ivermectin (IVM) og hydroxychloroquin (HCQ)-baserede multidrug-protokoller var aktive midler, når de blev brugt tidligt mod COVID-19. Alligevel dæmoniserede statslig og medicinsk litteratur off-label-medicinsk behandling af patienter med COVID-19 til fordel for COVID-19 modRNA-vaccinerne.

Der var flere randomiserede kontrolforsøg, der var dårligt designet og udført, og alligevel blev disse resultater i vid udstrækning refereret af medierne og regeringens politiske anbefalinger som bevis for, at IVM var ineffektivt mod COVID-19.

IVM har været på markedet i mere end 40 år med mere end 4 milliarder behandlinger, og det har vist sig at være sikkert (se tabel 4). Men behandlinger med genanvendte lægemidler som IVM blev endda forbudt af de offentlige myndigheder til behandling af COVID-19, og mere giftige og uprøvede behandlinger som remdesivir og COVID-19 modRNA-vacciner, der blev anvendt under EUA, blev i stedet fremmet.

Overvågning:

Overvågning af mRNA-vaccinerne påhviler de regulatoriske myndigheder. Alarmsignalerne for disse produkter er i ufattelig grad blevet overhørt.

Den nuværende situation

Selvom dødeligheden af COVID-19 er blevet meget mindre, opfordres folk stadig til at holde sig opdateret med deres COVID-19 modRNA-vaccine booster shots. Et andet problem er, at »long COVID« og »vaccineskader« har meget ens kliniske udseende, og de negative virkninger af COVID-19 modRNA-vaccinerne fortsætter med at akkumulere. Kortvarige bivirkninger forbundet med spikeproteinet omfatter, men er ikke begrænset til: myokarditis, andre inflammatoriske tilstande, autoimmun sygdom, blodpropper, neurologisk sygdom, multiorgansvigt og vaccinerelaterede tilfælde af long COVID (1)

DNA

Artiklen af Oldfield et al nævner problematikken omkring kontaminering med genetisk modificeret DNA i vaccinerne, som gør studier på disse produkters genotoksisk og kræftfremkaldende potentiale særdeles relevante.

Det er et alvorligt svigt fra De regulatoriske myndigheders side at se igennem fingre med Pfizers skift af fremstillingsproces fra den ”kliniske forsøgs proces 1” til den ”kommercielle proces 2”. Disse 2 processer er væsentligt og signifikant forskellige.

Godkendelserne og information til vaccinerede baserer sig på de kliniske forsøg baseret på proces 1.

Det er derimod den kommercielle proces 2, som foregår ved dyrkning af E-coli bakterier med rekombinant plasmid DNA, der er givet til en stor del af jordens befolkning, som har gjort forureningen med rekombinant plasmid DNA fra fremstillingsprocessen muligt.

Den Danske Lægemiddelstyrelse har på forespørgsel svaret således (sagsnummer 2024024182) den 12. august 2024(7):

·      At der ikke findes placebokontrollerede randomiserede kliniske studier på mennesker med materiale fra proces 2 for Cormirnatys vedkommende.

·      At der ikke blev gjort indsigelse fra Lægemiddelstyrelsen, da Pfizer skiftede fra proces 1 til proces 2.

Dette er en klar indrømmelse af et svigt i den regulatoriske proces(7).

I NORTHgruppens lægmandsresume, som er afleveret til stats og sundhedsministre den 25. november 2024 i 13 lande i Europa (3), gengives problematikken ved proces 2 således:

»Det DNA, der er identificeret i hætteglassene, er kunstigt og fremmed genetisk materiale, kopieret og udvidet i E. coli-bakterier og brugt som skabelon til at producere det mRNA, der koder for Spike-proteinet. Men dette DNA skulle have været nedbrudt og effektivt fjernet fra mRNA-komponenten før indkapslingen af oprenset mRNA i LNP'er. Kritisk set indeholder det kunstige plasmid-DNA sekvenser, der gør det muligt at kopiere DNA i både bakterier og i tilfælde af Pfizers vaccine; i humane celler, hvilket udgør en betydelig, men helt unødvendig sundhedsrisiko.

Dr. David Speicher, en uafhængig forsker fra University of Guelph, Canada, målte mængden af DNA i tre hætteglas med COVID-19-modificerede mRNA-produkter hentet fra kølefaciliteter hos registrerede australske sundhedspersoner.

Dr. Speicher fandt, at alle hætteglas indeholdt målbare niveauer af resterende plasmid-DNA og overskred den lovbestemte grænse på 10 ng/dosis, der er fastsat af WHO , med 7,8-145 gange.

Dr. Speicher bekræftede også tilstedeværelsen af en specifik DNA-sekvens fra Simian Virus 40 (SV40) i Pfizer-vaccinen. Dette stykke DNA (kendt som SV40 promoter-enhancer) blev ikke deklareret til de regulerende myndigheder som værende en del af vaccineproduktionsprocessen.

Hvis Pfizer havde deklareret denne komponent i deres fremstillingsproces, er det sandsynligt, at det ville have ført til større kontrol, da SV40-virus er forbundet med kræft, og SV40-promoter-enhanceren i sig selv har en kraftig biologisk aktivitet.

Derfor udgør tilstedeværelsen af denne sekvens i Pfizer-produktet en meget mere alvorlig risiko end tilstedeværelsen af blot for meget DNA.

Denne SV40-promoter-enhancer bruges typisk i genteknologi eller genterapi. Når dette DNA krydser cellemembranen, som det ville ske i en LNP, kan denne SV40-forstærkersekvens målrette det tilknyttede DNA til cellekernen, hvor det kan forårsage ændringer i det menneskelige DNA«.

Kort fortalt: SV40-forstærkeren øger sandsynligheden for ændring af det humane genom.

I resumeet står endvidere:

» Dr. Speichers resultater bekræfter flere undersøgelser, der også identificerede SV40-forstærker-sekvensen i DNA i Pfizers produkter. De risici, der er forbundet med disse udeklarerede komponenter i de COVID-19-modificerede mRNA-produkter, er ikke blevet undersøgt og er ikke blevet oplyst til modtagerne. Dette er utilgiveligt.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt resterende plasmid-DNA i LNP'er integreres i DNA'et i menneskeceller, men hvor ofte det sker, og hvor slemme virkningerne er.  

Det skal bemærkes, at DNA-integration ikke er nødvendig for at fremkalde kræftassocierede veje. De genetiske risici for mennesker, der har modtaget disse produkter, samt deres afkom, er ukendte. Der er et presserende behov for videnskabelige undersøgelser for at fastslå risikoen ved genbaseret mRNA-terapi for mennesker.«

Regulerende myndigheder om muligheden for integration.

Den danske lægemiddelstyrelse har på vegne af sundhedsministeren indrømmet, at det DNA-plasmid, der anvendes i Pfizers vaccine, indeholder en meget lille "udsnit" af en SV40-virus. De hævder, at det er usandsynligt, at disse sekvenser vil udgøre en risiko for kræftudvikling eller være i stand til at fremkalde skader på menneskeligt DNA. Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der ingen risiko for nedarvning til næste generation.”

Dette svar fra den danske lægemiddelstyrelsen (4)er næsten identisk med svar fra andre lægemiddelmyndigheder rundt om i verden, herunder svaret fra United States Food and Drug Administration (FDA) til Florida State Surgeon General Dr. Joseph Ladapo, som i januar i år krævede et stop for brugen af modificerede mRNA-vacciner, indtil sikkerheden er bevist, efter at FDA ikke kunne give en tilfredsstillende forklaring på DNA-forureningen.

Denne mangel på bekymring hos myndighederne er dybt bekymrende, og det faktum, at myndighederne ikke har retsforfulgt producenterne, fordi de ikke har oplyst om alle de sekvenser, der er brugt i produktionen af deres produkter, kaster en yderligere, meget mørk skygge over de regulerende myndigheders manglende upartiskhed.

Der kan ikke produceres sikre og effektive vacciner, hvis myndighederne ikke handler i offentlighedens interesse.

Det fulde lægmand resume (Lay summary) med kilder kan læses i reference nr. 2.

Siden udrulningen af COVID-19-vaccinen i 2021 har der været en stor stigning i sygelighed og dødelighed på grund af ondartede neoplasmer.(1) Ifølge Oldfield et al er der flere mekanismer, som kan forklare den observerede sammenhæng mellem vaccinen og risikoen for onkogenese, herunder SV40-forstærkeren, der findes i Pfizer/BioNTech COVID-19 modRNA-vaccinerne.

Foreløbigt arbejde udført i Tyskland har fundet bevis for genomisk integration af hele COVID-19-vaccinens spike-DNA i genomet ved kromosom 9 og 12. Derfor er integration i det humane genom mulig, og integrationen kan meget vel findes i celler hos en vaccineret person. Desuden kan SV40-promotoren binde sig til p53-tumorsuppressorgenet (genomets vogter) og potentielt inaktivere p53, hvilket giver en anden mekanisme til øget cancerrisiko.

I studiet af Oldfield et al anføres, at nogle videnskabelige publikationer forbinder kræft og andre sygdomme udelukkende med COVID-19-infektion. I disse publikationer havde forfatterne ikke overvejet muligheden for, at vaccinerne også kunne være ansvarlige for disse patologier, da tilstedeværelsen af spike-protein er fælles for begge. På grund af ufuldstændige data fra randomiserede studier og observationsstudier, kan det være vanskeligt at skelne mellem bivirkninger af COVID-19 vaccinerne og komplikationer efter COVID-19. Men da det er muligt, at spikeproteinet, der produceres af både virussen og vaccinen, er ansvarlig for disse patologier, er det forsigtigt at acceptere, at begge potentielt er ansvarlige for disse stigninger i kræft.

Immuntolerance over for SARS-CoV-2-infektion opstår, når en person har været udsat for spike-proteinet over en længere periode efter flere boostere med COVID-19 modRNA-vaccine. Konsekvenserne af dette er gentagne og mere alvorlige SARS-CoV-2-infektioner. Det mRNA, der anvendes i disse vacciner, er modificeret til at øge mRNA-stabiliteten, hvilket gør det muligt at generere spikeproteinet over en længere periode. Dette kan have alvorlige konsekvenser, især hvis en person har nedsat immunforsvar eller er immuntolerant.

Cirkulerende vaccinegenereret spikeprotein kan forårsage en række forskellige veldokumenterede vaccinerelaterede skader(1).

Opsummering:

·      COVID-19 mRNA blev defineret som en vaccine, selvom der var tale om et genterapibaseret produkt, hvilket åbnede døren for betydeligt slækkede krav til myndighedskontrollen.

·      Virkningen af selve slutproduktet, spikeproteinet, i kroppen blev aldrig undersøgt i hverken mennesker eller forsøgsdyr. Ej heller blev dosis- responsundersøgelser for spikeprotein udført.

·      Producenterne anvendte forkerte forsøgsdyr, rotter, i de prækliniske forsøg, selvom det er velkendt at deres fysiologi er væsentlig forskellig fra mennesker, herunder gælder de receptorer, som spikeproteinet binder sig til.

·      Der blev ikke foretage undersøgelser af, hvilke organer produktet ville nå ud til, før nødgodkendelsen (den betingede godkendelse) blev givet. Pfizer vidste at produktet ikke blev i skuldermusklen.

·      Der blev ikke foretaget undersøgelser af den potentielle toksiske effekt af lipid nanopartikler og ej heller hvorledes disse renses ud af kroppen.

·      Der blev ikke foretaget undersøgelser af mulige ændringer i det humane genom og risiko for cancer.

·      Reproduktions undersøgelser foregik på gravide hunrotter, der ikke kan sidestilles med mennesker. Afkom blev ikke ordentligt undersøgt.

·      Der blev set igennem fingre med processkiftet efter godkendelsen var givet.

·      restDNA kontaminering, som følge af processkift, blev ikke undersøgt med de korrekte metoder og derfor undervurderet.

·      Udtalt mangelfuld overvågning af bivirkninger i overvågningscentrene. Alarmsignaler blev ignoreret.

Konklusion.

De undersøgelser, som Pfizer/BioNTech leverede til FDA og andre regulerende myndigheder, var grundlæggende fejlbehæftede og utilstrækkelige.

Diverse lægemiddelstyrelser og regulatoriske myndigheder udførte ikke den reglementerede kontrol.

Overvågningen af disse betinget/nødgodkendte produkter svigtede, idet utallige alarmsignaler blev ignoreret.

For ethvert andet lægemiddel ville ansøgningen være blevet betragtet som ufuldstændig og højst sandsynligt afvist. Derfor bør der som minimum indføres et moratorium (midlertidigt stop) for brugen af Pfizer/BioNTech COVID-19-vacciner og -boostere, men ideelt set bør de fjernes fra markedet, og brugen af dem til mennesker bør stoppes. Det bør være medicinalindustriens ansvar, ikke uafhængige forskeres, at afgøre, om et medicinsk indgreb er sikkert.

Baseret på Pfizer/BioNTechs data er sikkerheden ved deres COVID-19 modRNA-vaccine ikke blevet bevist.

Referencer

1.    Journal of American Physicians and Surgeons Volume 29 Number 4 Winter 2024: Pfizer/BioNTech’s COVID-19 modRNA Vaccines: Dangerous Genetic Mechanism of Action. Released before Sufficient Preclinical Testing. Philip R. Oldfield, D.Phil.; L. Maria Gutschi, B.Sc.Phm, Pharm.D.; Peter A. McCullough, M.D., M.P.H.; David J. Speicher, Ph.D. https://jpands.org/vol29no4/oldfield.pdf

2.    NORTHgroup Lay summary:

https://www.wch-denmark.org/en-felles-bekymring

og

Northgroup.info

3.    https://activecivilians.com/activities/f/second-letter-to-the-danish-government

4.    https://activecivilians.com/activities/f/respons-from-the-minister-of-health-050224

5.    https://bmjmedicine.bmj.com/content/bmjmed/3/1/e001074.full.pdf

6.    https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2021.12.20.21267966v3.full.pdf?fbclid=IwAR1OROghCFpb9mmkJjvG1esNezO mdUoEZHTvsFXXotnV0Jr6XRImpzWaMT4

7.    https://www.wch-denmark.org/en/post/answers-from-the-danish-medicines-agency-lmst